Sol og strand

På Tenerife er der udsøgte strande hele øen rundt. Oftest møder du en hvid og sort sandstrand med liggestole under solens stråler. Vær opmærksom på at det sorte sand kan være ekstra varmt på solrige dage, så medbring derfor gerne et par klipklapper eller badesko til disse strande.

Så er det bare at komme ud i det gode vejr og måske en tur i det blå. Nyd det! 

Playa de las Americas & Los Cristianos

Las Vistas
Ligger ved Hotel Compostela Beach og tiltrækker folk fra hele området. Her er sandet hvidt og finkornet, og vandet klart. Afslappet og børnevenlig atmosfære. Strandbarer og butikker i nærheden.

Playa Troya
Den sorte sandstrand i Playa de las Américas ligger midt i den gamle del af turistbyen. Her kommer der mange unge mennesker, men også familier og ældre mennesker.

Playa Honda
Stenstrand, hvor surferne oftest holder til. Langs stranden er der flere barer og surferskoler. På denne strand er der oftest høje bølger, og undervandsstrøm kan forekomme.

Playa la Pinta
En mørk, finkornet sandstrand ved forlystelsesbådehavnen Puerto Colon beliggende neden for hotel La Pinta. Her kommer folk i alle aldre og af alle nationaliteter. Godt med restauranter, barer og shoppingcentre. Stranden ligger i læ for bølger og undervandsstrøm.

Bahia del Duque
En af de fineste og mest velplejede strande med hvidt, finkornet sand. Stranden ligger neden for luksushotellet Bahia del Duque. Her er der luksuriøse liggestole og
parasoller. Hotelpersonalet holder stranden ren, og af og til kommer der musikere fra hotellet og spiller.

Playa de Fañabé
En lang strand med hvidt, finkornet sand ved promenaden i Torviscas. Mange muligheder for vandsportsaktiviteter. På den vestlige del af stranden er der et område for børn med trampoliner, klatreslot, rutsjebaner osv.

La Caleta
Lige uden for Playa de las Américas ligger byen La Caleta med nogle strande. Der er ikke mange, der finder vej til den lille klippestrand inde i byen. Undervandsstrøm og høje bølger betyder, at den egner sig godt til surfere, men ikke til børn.

Puerto de la Cruz

Havbassinerne
Lige ved havet i Puerto de la Cruz ligger det berømte havbassin El Lago Martiánez. Havbassinet består af et komplet poolområde med laguner og en stor pool, der kunne minde om en sø. Den store pool har små øer i midten af vandet. Desuden er der også seks mindre pools, heriblandt en børnepool med klatrevenlige figurer. Havvandet pumpes ind direkte fra havet og fylder hver nat bassinerne via spektakulære fontæner.

Entré pr. voksen: 5,5 euro
Entré pr. barn (0-9 år): 2,5 euro

Playa Jardin - havestranden
"Havestranden" er Puerto de la Cruz' smukkeste og mest besøgte strand. Ligger i byens vestlige udkant og er opdelt i tre mindre strandområder. Toiletter, omklædningsrum med brusere og skabe til opbevaring af tøj er tilgængelige mod betaling. De fleste turister holder til ved den første del af stranden nærmest borgen Castillo San Felipe. Liggestole og parasoller kan lejes. Lokalbefolkningen og børnefamilierne søger ofte til den fjerneste del nærmest Punta Brava. Det er et godt sted at tage børn med, og her er desuden en legeplads inde på området oppe i selve haven. Livreddere holder udkig om dagen. Smuk strandpromenade med haver, caféer, restauranter og barer. Stranden er en fin sort lavasand.

Playa Martinez
Bystrand, hvor der ofte forekommer strøm og bølger - stranden er derfor også kendt som "den blæsende strand". Stranden bliver også brugt flittigt af surfere og yngre mennesker. Den ligger der, hvor strandpromenaden Avenida Colon møder Avenida de la Familia Betancourt y Molina i Puerto de la Cruz' østlige del, lige ved siden af havbassinerne. Her er ingen toiletter eller barer direkte ved stranden, så her er  du henvist til, hvad der ligger langs strandpromenaden eller langs Avenidaen. Et begrænset antal liggestole og parasoller kan lejes.

Playa de las Teresitas - fin strand nord for Santa Cruz
Den fineste strand, som ligger nord for Santa Cruz. Gyldent sand fra Saharaørkenen, ingen høje bølger, palmer, som suser i vinden, og mange barer gør, at denne kunstige strand oven for Santa Cruz er den lokalbefolkningen foretrækker. Om sommeren er her relativt lavvandet, men det varierer med tidevandet. Om sommeren kan man leje vandcykler og jetski.

Playa Bullullo
Er måske den mest kendte af de tre sorte lavasandstrande. Her får man en fin spadseretur gennem bananplantagerne. Tag en taxi eller lokalbussen fra Puerto de la Cruz'
busstation til La Paz. Man går ned ved det store hotel Interpalace (lige ved siden af Teidemar), følger stien, som går under vejen, og ud gennem bananplantagen. Fra Plaza del Charco tager det ca. en time at gå turen, og fra La Paz tager turen ca. ½ time. Her er en lille bar/restaurant ved stranden, som du kan komme til via nogle stejle trapper.

Los Patos
Ligger lige øst for Playa Bullullo, og her kan man støde på naturister.

Playa del Socorro
Ca. 10 minutter fra Puerto de la Cruz neden for Los Realejos ligger denne sorte lavastrand, som er mest kendt blandt surfere for sine perfekte bølger. Om sommeren er stranden meget benyttet af lokalbefolkningen i området. Her er bar og restaurant. Du kommer nemmest hertil med bus til Los Realejos og derefter taxi, eller med taxi hele vejen.

Lavastrande 
Øst for Puerto de la Cruz ved el Rincon, er der tre sorte lavasandstrande mellem de næsten lodrette klippevægge. Det er mest lokalbefolkningen, som kommer her, og unge, der gerne surfer på bølgerne på deres boogie-boards. Kommunen har for nylig forbedret tilgængeligheden til disse strande, så trapper og stier er blevet renoveret.

Playa de San Marcos
Ligger neden for byen Icod de los Vinos. Sort lavasandstrand, som  lokalbefolkningen i området bruger.

El Ancon
Dette er den østligste af disse strande og måske den, som har færrest badegæster, da den ligger lidt mere afsides, og spadsereturen hertil kan være anstrengende. Denne strand er den mest lavvandede af strandene, specielt ved ebbe.