Rejsemålet er lukket for sæsonen. Lige før sæsonen starter igen, vil vi opdatere siden med information om udflugter, træffetider m.m.

Mad og drikke

Spanierne har typiske sydeuropæiske madvaner. Morgenmaden er noget, der er hurtigt overstået. Den består højst af en kop kaffe og en croissant. Men det kompenserer man for allerede ved ellevetiden med en café con leche (kaffe med mælk) og en bocadillo, som nogenlunde svarer til en halv baguette med en form for pålæg. 

Frokosten spiser man ret sent, ofte ved 14-tiden, og derefter er der stadig mange, der holder siesta. Spanske børn plejer så at få noget at spise igen ved 18-tiden, for at de ikke skal blive helt umulige, mens deres forældre ofte venter til 21-tiden, før de spiser middag. Det betyder ikke, at man som besøgende skal følge samme mønster, men hvis man undrer sig over, hvorfor mange restauranter virker så tomme omkring vores frokost- og middagstider, så er dette altså forklaringen. På turistrejsemålene er der dog altid masser af restauranter, som holder åbent hele dagen. 

Drikkepenge er ikke altid inkluderet på regningen, men du finder ofte en post, som kaldes IGIC. Det er den kanariske moms på syv procent. Du er ikke tvunget til at give drikkepenge, men hvis du er tilfreds med betjeningen, og endnu vigtigere, hvis du tror, at du vil vende tilbage på et senere tidspunkt, så læg 10 % i drikkepenge. Hvis du ikke er tilfreds, eller hvis du sidder i baren og spiser, f.eks. en sandwich, så behøver du ikke give drikkepenge. Vær opmærksom på, at spanierne indimellem stiller brød frem på bordet, inden maden ankommer. Dette brød er ikke altid gratis. Hvis du spiser af det, dukker det op på regningen, men hvis du lader det stå, behøver du ikke betale for det.